I Danmark har næsten halvdelen af befolkningen et sen-navn som efternavn. De 20 mest almindelige sen-navne bæres af i alt 2.4 millioner  danskere, med Jensen, Nielsen og Hansen som de tre hyppigst forekommende(1).
Omkring år 2000 var der i omkring 34.000 danskere med efternavnet Johansen, der dermed var det 18. mest udbredte efternavn i Danmark. Medtages alle stavemåder af Johansen (Johannesen, Johansson, Johannsen mfl), var der godt 43.000 personer med disse efternavne(2).

Vort Johansen skylder vi Johannes Simonsen, født i 1801 i Krabdrup, Hellevad sogn, Dronninglund herred i Hjørring amt. Han var søn af Simon Jørgensen og Johanne Bertelsdatter, gårdmandsfolk på gården Krabdrup.

Egentlig skulle vores slægtsnavn således have været Johannessen  ("Johannes' søn") og ikke Johansen, der jo betyder ”Johans søn”. Selvom Johannes og Johan er varianter af det samme navn, har man normalt altid skelnet mellem dem, som to forskellige fornavne, og der dannedes af dem også hvert sit efternavn, Johannesen og Johansen. Af kirkebogen for Hellevad sogn kan man imidlertid op igennem 1800-tallet se, at vort efternavn Johannessen efterhånden ændrer form til Johansen. Frem til omkring 1860 er det konsekvent altid skrevet Johannessen, i 1860’erne og 1870’erne veksler det mellem Johannessen og Johansen, men fra 1880’erne og frem bruges kun formen Johansen.

Johannes Simonsen og hans hustru Inger Marie Jørgensdatter var blevet gift i 1830 i Hellevad. De fik i perioden 1831-1852 i alt 14 børn, hvoraf et døde før det nåede at blive døbt. De øvrige 13 døbtes alle med efternavnet Johannessen, for døtrenes vedkommende Johannesdatter, efter faderens fornavn. Disse efternavne, der vekslede fra generation til generation alt efter hvad faderen har heddet til fornavn, havde været brugt gennem århundreder, og var stadig langt op i 1800-tallet den gængse efternavneform, indtil de i slutningen af 1800-tallet blev til faste uforanderlige slægtsnavne.

Men i virkeligheden havde Johannes Simonsen og Inger Marie, da de i første halvdel af 1800-tallet skulle navngive sine børn, haft tre muligheder for valg af efternavn:
- Johannessen/Johannesdatter, efter den hidtidige tradition
- Simonsen, dvs samme efternavn som faderen
- Krabdrup, eller et andet stednavn, hvortil man var knyttet.

Disse tre efternavne-typer var nemlig i 1828 blevet mulige, ifølge et ministerielt cirkulære af 4. oktober dette år. Cirkulærets formål med at åbne for flere valgmuligheder var at skabe en større variation i efternavne-repertoiret, der var temmelig begrænset ikke mindst i landbefolkningen. De fleste fædre hed jo Jens, Christen, Niels, Peders, og en håndfuld navne til. Derved kom de fleste børn til at hedde Jensen, Christensen, Nielsen, Pedersen osv., og for pigernes vedkommende Jensdatter, Christensdatter, Nielsdatter, Pedersdatter osv.

Et andet formål med 1828-cirkulæret var at få alle, også i landbefolkningen, til at droppe de vekslende –sen/-datter-navne og i stedet antage faste uforanderlige slægtsnavne, sådan som det allerede længe havde været skik blandt borgere, embedsmænd og tildels også håndværkere i købstæderne. I  cirkulæret hedder det bl.a., at ”det af Faderen een gang bestemte Tilnavn, ogsaa bør være Regel for hans tilkommende Børn, samt at dette navn bliver at vedligeholde i Familien, hvis ingen Bevilling til Afvigelse erhverves”.
Med andre ord, når faderen havde bestemt sig for et efternavn, skulle dette efternavn gives til alle hans kommende børn (både sønner og døtre), og det skulle i fremtiden være fast slægtsnavn i familien, med mindre man ansøgte om bevilling til andet efternavn.

Et efterfølgende cirkulære, af 22. oktober 1829, forbød endvidere anvendelsen af endelsen –datter i efternavne. Dette forbud var en nødvendig følge af 1828-cirkulærets krav om at alle børn i en familie skulle have samme efternavn. Pigebørn skulle fremover altså hedde det samme som deres brødre, og hvis disse havde et –sen navn, skulle pigerne hedde det samme(3).

Men Johannes Simonsen og Inger Marie Jørgensdatter valgte, som flertallet i landbefolkningen, at følge den gamle navnetradition. De har  givetvis ikke set nogen oplagt ide i at vælge en af de nye foreslåede efternavnetyper; Simonssøn stred mod virkeligheden, det var jo dog Johannes’ sønner. Og at vælge et stednavn som efternavn, fx Krabdrup faldt dem vel heller ikke naturligt; det var ganske vist almindeligt i landbefolkningen at kalde hinanden efter det sted man boede eller kom fra, fx Jens Fynbo eller Peder Østergaard. Men de opfattedes mere som tilnavne, som man brugte om voksne for at skelne personer med enslydende navne fra hinanden. Det gav ikke meget mening at døbe sine børn med sådanne stednavne.
Forbuddet mod anvendelsen af –datter fulgte Johannes Simonsen og Inger Marie heller ikke. Det har simpelthen været for mærkeligt at kalde en pige for Johannessøn, en pige kunne aldrig være søn af nogen!

Ser man i specielt landsognenes kirkebøger for årene efter de nye navneregler 1828-29, kan man konstatere, at stort set alle valgte det traditionelle efternavn (faders navn + sen/datter), samt at ingen overholdt forbuddet mod at anvende endelsen –datter! Dette tyder på både en folkelig modstand mod at ændre ved efternavne-skikken, og åbenbart også en manglende vilje fra præsterne, der ellers var udset til at udbrede og håndhæve cirkulærernes intentioner. Man fastholdt stædigt den gamle tradition med de skiftende efternavne.
Med en forordning af 6. august 1856, 28 år efter det første påbud, forsøgte myndighederne dog atter at gribe ind i efternavne-dannelsen. Man kunne nu ikke længere vælge mellem de tre forskellige efternavne-typer fra 1828-cirkulæret. Fremover var det obligatorisk at give børn samme efternavn som faderen, og dette skulle forblive slægtens efternavn i fremtiden. Men det kom til at vare næsten hen til 1900-tallets start, inden denne nye efternavne-regel blev fulgt overalt i landet.

Af Johannes Simonsens og Inger Marie Jørgensdatters 14 børn døde de 6 som små, og 1 søn døde som 23-årig. Men 7 børn overlevede, 4 døtre og 3 sønner. De 3 sønner var Simon Jørgen Johannessen (født 1843), Thomas Christian Johannessen (født 1850) og Christen Johannessen (født 1852). Disses børn fik alle efternavnet Johannessen, der som nævnt i løbet af 1870'erne og 1880'erne blev til den korte form Johansen.
I dag lever den syvende Johansen-generation af Johannes Simonsens efterslægt, som man efter dens udspring kunne kalde den Krabdrupske Johansen-slægt. Efterkommerne er naturligvis nu spredt over hele landet, men der findes dog fortsat en pæn koncentration af Johansen’er i Hellevad sogn og omegn.

 

Fornavnet Johannes

Fornavnet Johannes er et Bibel-navn, og har været brugt i Danmark siden tidlig middelalder, ofte i den forkortede form Jon. Navnet findes i mange forskellige former overalt i den kristne verden. I Danmark har vi først og fremmest formerne Jens og Hans, som i århundreder var to af de allermest udbredte drengenavne i landet. Fra Tyskland bredte formen Johan (eller Johann) sig til Danmark, og fra Sønderjylland har vi formerne Jes og Jesse. Jan, Jannik, John, Johnny, Jon, Hasse mfl., som i 1900-tallet er blevet almindelige, er alle former af det samme navn Johannes.(4)

Ifølge folketællingen fra februar 1801 havde Danmark (ekskl. de sønderjyske hertugdømmer) 925.080 indbyggere. Heraf hed 13.053 Johan eller Johannes, enten som eneste eller som første fornavn af flere. Imidlertid boede 82% af disse på øerne, og kun 18% (2.300) i Jylland. Navnene Johan og Johannes hørte altså i høj grad øerne til.(5)

Sit fornavn fik man dengang næsten altid via navneopkald fra især afdøde slægtninge. Opkaldsskikkene var nærmest regelfaste: Hvis bedste-forældrene var døde opkaldtes disse: første søn efter farfar, anden søn efter morfar, første datter efter farmor og anden datter efter mormor. Dog kunne rækkefølgen af farmor og mormor ikke sjældent være omvendt. Når bedsteforældrenes navne var brugt op, eller hvis bedsteforældrene endnu ikke var døde, opkaldtes tidligere afdøde børn i ægteskabet, afdøde ægtefæller eller forældrenes afdøde søskende, osv. Det ses dog også af og til, at man finder et navn uden for familien. Det var i så fald oftest hvor man på den måde ønskede at vise ærbødighed over for en øvrigheds- eller standsperson (sin husbond herremanden, degnen, præsten osv), eller en person man af den ene eller anden grund følte sig forbundet til eller ville stå sig godt med. Forhåbninger om en solid dåbsgave fra den opkaldte har vel af og til også spillet med i overvejelserne om opkald.

 

Hvem var Johannes Simonsen opkaldt efter?

Vort Johansen-efternavn stammer altså fra Johannes Simonsen. Han var født i 1801, som nummer to af Simon Jørgensen og Johanne Bertelsdatters i alt 3 børn, alle sønner. Den første døbtes i 1800 Bertel efter morfaderen, den tredje Jørgen (1804) efter farfaderen. Men hvor fik nummer to, Johannes, da sit fornavn fra?
I Hellevad sogn var navnet Johannes et af de sjældent forekommende. I 1801 havde sognet 562 indbyggere, og heraf var der kun 1 person ved navn Johan (og ingen Johannes); det var sognepræsten Andreas Ginges 11-årige søn Johan Henrich Ginge.
Som næsten overalt i landbefolkningen var navneudvalget i Hellevad sogn i praksis uhyre lille. I perioden 1733-1800 døbtes her i alt 964 børn(6). Næsten halvdelen af pigerne døbtes Maren, Anne, Johanne, Kirsten eller Karen (hver femte pige døbtes Maren!). Og af de 528 drenge hed 469  (næsten 90%) enten Jens, Christen, Peder, Niels eller Anders!
 

Som det ses af listen, blev ingen børn døbt med navnet Johan, og kun 3 døbtes Johannes. En af disse 3 var netop en bror til Johannes Simonsens mor Johanne Bertelsdatter, Johannes Bertelsen, der var død som lille i 1764. Og det er givetvis ham som Johannes Simonsen har fået sin fornavn efter. Samtidig er det ikke utænkeligt, at Simon Jørgensen i valget af navnet Johannes til sin søn nr. 2,  også har haft sin første hustru i tankerne. Hun var død i 1799 og hed nemlig Johanne.

 

Hvem var morbroderen Johannes Bertelsen opkaldt efter?

Johannes Bertelsen blev født i 1764 i Røgelhede Østergaard i Hellevad sogn(7), af gårdfæster Bertel Christensen og hustru Mette Andersdatter.
De havde 7 børn, som blev navngivet efter de gængse opkaldsregler. Af disse blev den første søn Christen (født 1762) opkaldt efter farfaderen der var død 1743. Søn nummer 2 fødtes i 1764. Han skulle have haft sin morfars navn Anders, men denne var imidlertid endnu ikke død, hvorfor man undgik opkald. I stedet døbtes han Johannes, et navn som slet ikke forekommer i familien. Der findes ingen slægtning ved navn Johannes i hverken Bertel Christensens eller Mette Andersdatters familie 3 generationer tilbage.
Her kan opkaldet (ligesom i Johannes Simonsens tilfælde) måske hidrøre fra kvindenavnet Johanne, efter mormoderen Johanne Pedersdatter, selvom en datter året efter i 1765 blev opkaldt efter denne. Navneopkaldet Johannes kan dog også eller snarere hidrøre fra et andet sted. På nabogården Røgelhede Vestergaard, tvilling-gård til Røgelhede Østergaard, boede forpagter Carl Friderich Hagstrøm og hustru Anna Steenfeldt. De havde en søn, Johannes Byschow Hagstrøm, der var blevet begravet den 2. februar 1764, kun 8 måneder gammel. Det var omkring samme tid hvor Bertel Christensens søn blev født. Og da det mest nærliggende opkald, Anders efter morfaderen, ikke var mulig i og med at denne stadig levede, så har Bertel Christensen og hustru vel skønnet det passende at opkalde den nyligt afdøde nabo-søn. Og dermed blev drengebarnet den 25. marts 1764 i kirken døbt Johannes.

 

Hvem var Johannes Byschow opkaldt efter?

Johannes Byschow Hagstrøm blev døbt i Hellevad kirke den 24 juni 1763. I kirkebogen står følgende dåbsindførsel:
”Sr. Carl Friderich Hagstrøms og Mad: Anne Steenfeldt Hagstrøms Barn i Røgelhede inddøbt (det blegnede) kaldet Johannes Byschow. D. 10 Julii publiceret i Kircken. Frembaaret af Madame Dytschow paa Nørr Rafnstrop og Jomf: Mette Kirstine Tranders fra Møhlgaard gick med. Faddere Sr. Steenfeldt paa Møhlgaard, Sr. Gunde Steenfeldt og Mnsr. Peder Brøndlund.”
Navnet Byschow, andre steder i kirkebogen også skrevet Bytschow, er en fejlskrivning for Dytschow, idet der ikke kan være tvivl om at Hagstrøms søn Johannes er opkaldt efter Jesse Dytschow paa Nørre Ravnstrup i Ørum sogn (nabosogn til Hellevad), blot med navneformen Johannes i stedet for det i Vendsyssel ukendte Jesse. Madame Dytschow, der bar barnet til dåbs, var Jesses hustru Sidsel Kirstine (født Ermandinger).

Hvad var da Hagstrøms relation til denne Jesse Dytskov, der kunne begrunde et navneopkald?
Jesse Dytskov, hvis fulde navn var Jesse Poulsen Dytskov, var født i 1726 på gården Dødskov i Vester Hassing sogn (Ålborg amt), efter hvilken gård han altid kaldte sig (og underskrev sig) Dytskov.
Han var i 1750’erne ladefoged på Vrejlev Kloster, der ejedes og beboedes af kancelliråd Claus Edvard Ermandinger og hustru Helmike Margrete Lassen. Og her var Carl Fr. Hagstrøm ansat som gartner og podemester.(8)
Familien Ermandinger boede på Vrejlev Kloster, da Jesse Dytskov i 1756 havde en affære med Kancellirådens datter Sidsel Kirstine Ermandinger, der på det tidspunkt kun var 17 år. Frugten af denne affære blev datteren Claudiane Margrethe Dytskov, og lovformeligt ægteskab mellem de to var derfor påkrævet. Kancellirådinden, som året forinden var blevet enke, var meget imod ægteskabet, da Jesse Dytskov trods alt kun var ”af simpel bondestand”, og både datteren og Jesse Dytskov forblev i hendes unåde til hun selv døde i 1765. Blandt andet havde hun i sit testamente bestemt, at Jesse Dytskovs datter, Claudiane Margrete Dytschou, kun kunne arve sin del af hendes jordegods hvis hun skiftede sit Dytschou-navn ud med Ermandinger.

Enkefru Ermandinger havde ved auktion i 1757 købt godset Nørre Ravnstrup i Ørum sogn (Hjørring amt), og hertil flyttede Jesse Dytskov med hustru og datter samme år. Samtidig ansatte Dytskov Carl Fr. Hagstrøm til at holde opsyn med haver, bygninger og gods på Nørre Ravnstrup. Året efter overdrog Kancellirådinde Ermandinger Nørre Ravnstrup til Dytskov og hustru, som en del af hendes fædrene arv.

C.F. Hagstrøm blev i 1760 gift med Anna Steenfeldt, datter af Peder Steenfeldt på Klausholm (Hellevad sogn). Denne ejede blandt meget andet gods den halve Røgelhede Vestergaard, hvor Hagstrøm boede 1762-64 som forpagter, indtil han ved svigerfaderens død i juni 1764 arvede Klausholm og flyttede hertil. I 1766 købte Hagstrøm Nørre Ravnstrup af Jesse Dytskov. Jesse Dytskovs forbitrede svigermor var død i 1765 og Dytskov flyttet til Vrejlev Kloster som hustruen Sidsel Kirstine Ermandinger havde arvet. Hun døde på Vrejlev Kloster i 1770, og Jesse Dytskov flyttede da til Kornumgaard (Vester Brønderslev sogn, Hjørring amt)), som hans hustru også havde arvet efter faderen. Her døde han i 1775.

Hagstrøm, der fra 1774 havde (købt sig?) titel af Kammerråd, og hans hustru Anne Steenfeldt døde på Klausholm, hun i 1780 og han året efter. Deres initialer ses i dag på Ørum kirkes vestgavl.
Jesse Dytskov og Carl Fr. Hagstrøm har altså således kendt hinanden siden deres unge dage på Vrejlev Kloster. Hagstrøm forlod 1758 Nørre Ravnstrup, medbringende Jesse Dytskovs varmeste anbefalinger(9):

”Nærværende Carl Friderich Hagstrøm, af Profession Gartner, haver udi et aar, fra Michaelii 1757 til Michaelii 1758 været udi min Tieneste her ved Nørre Raunstrup, og ej alleene tilbørlig haft haugen under Opagt, men end og god og fornuftig Tilsyhn ved gaarden og godset, med ald udkrævende Reedelighed, Troeskab og Stabilité; hvilket obligerer mig, at recommandere hannem til alle og enhver, som hans Tieneste udi nogen af foranmeldte Poster kunde behøve. – Og siden hand af mig har været sin Demission og afskeed begiærendes; Saa bliver samme herved saaleedes meddeelt, med Tak for god og troe Tieneste, samt tienstlig er begiærendes, at Sogne Præsten her ved Stæden, Velærværdige Hr. Adam Daniel Aspach behagestlig herpaa ville tegne hans Skudsmaal i hans Saligheds Sag.
Nørre Ravnstrup den 1ste Octob. 1758. – J. Dytskou.”

Utænkeligt er det ikke, at Dytskov, der jo via sit ægteskab var blevet temmelig formuende, har hjulpet sin tidligere opsynsmand på Nørre Ravnstrup økonomisk på vej. Og at Hagstrøm dermed har ment det på sin plads at opkalde sin søn efter Jesse Dytskov.

 

- Og hvem var så Jesse Poulsen Dytskov opkaldt efter?

Det eneste vi ved om Jesse Poulsen Dytskovs herkomst er, at han var født i 1726 på Dødskov i Vester Hassing sogn, af gårdfæster Poul Christensen (1677-1757) og hustru Anne Christensdatter (1678-1760). De havde børnene Christian Friderich, Anne Margrethe, Mette, Jesse (død som lille) og Jesse. 
Jesse Dytskov døde som nævnt i 1775 på Kornumgaard i V. Brønderslev sogn. I den anledning skrev skoleholder Thøger Jensen Møller i Bolle Skole i Dronninglund sogn et sørgedigt, hvis indledning lyder:

"Da den i Livet velædle og højfornemme nu hos Gud salige Sal. Hr. Jess Dytschou Forhen Herre til Kornumgaard, heri [...?] Gud ved en salig Død bortkaldede d. 26. November 1775 og hvis Lig af mange høje og dybtsørgende Venner blev ledsaget til sit Sovekammer i VesterBrønderslev Kirke d. 4. December næstefter, ere følgende faa Linier ærbødigst og ydmygst indleverede som en Opmuntring for denne høje og dybtsørgende Familie til Taalmodighed."

Digtet slutter med en ufærdig Gravskrift: 
Her gemmes Støvet af en Mand,
Som kendte, elskte Bondestand,
Den ei paalagde Byrde
Som sine var en kærlig Far
Ret ejegod ... [Thøger Møllers tilføjelse her:] "Slutningen rester".(10)

Hvem Jesse Dytskov er opkaldt efter ved vi intet om. Og så sandt vi kan følge vores Johansen-navn hertil, så kan dets oprindelse dog ikke spores længere tilbage.

Noter

1. Jf. Danmarks Statistik (http://www.dst.dk/Statistik/Navne/pop/2004.aspx)
2. Per Billesø: 20.000 danske efternavne (Billesø & Baltzer, København 1999)
3. Torben Kisbye: Slægtsnavne og patronymer. (Personalhistorisk Tidsskrift 1981/1)
4. Georg Søndergaard: Danske For- og Efternavne (Askholms Forlag, u/å)
5. Optælling på basis af navnestoffet i Dansk Data Arkiv: Dansk Demografisk Database. Folketællinger (på: http://ddd.dda.dk)
6. Hellevad sogns kirkebog 1733-1800 (mikrofilm).
7. Røgelhede Vestergaard og Røgelhede Østergaard bestod begge hver af 2 halvgaarde. Om Røgelhede godskomplekset, se Carl Klitgaard: Røgelhede i Hellevad Sogn. (Jyske Samlinger, 5. Række, V. Bind, 1941-42)
8. Om Ermandinger, Dytskov og Hagstrøm, se: Carl Klitgaard. Vester Brønderslev Sogns og Brønderselv Købstads Historie. (Brønderslev, 1942), side 181ff; Carl Klitgaard: Optegnelser om Ørum Sogn. (Vendsysselske Aarbøger, 1952) side 204; Mogens Seidelin: Den seidelinske Slægtsbog. (Bd. 1-5. Illustr. København og Odense 1943-82), side 764ff
9. Clausholms Godsarkiv (på Landsarkivet i Viborg)
10. P. M. Rørsigs samling i Landsarkivet for Nørrejyllands håndskriftsamling (journalnr. 2001-7129-0397) .