Tip-tip-tip-oldeforældre  (farfars mormors morforældre)

78. Michel Jensen (1767-1842).
79. Mette Hansdatter (1766-1844).
 

Michel Jensen blev født i 1767 på Mellergaard i Øster Melholt i Dronninglund sogn. Han var søn af gårdfæster Jens Akselsen og hustru Anne Michelsdatter. Mellergaard var en ældgammel dobbeltgaard i Øster Melholt, delt i en nordre og en søndre del, Michel Jensen var født på den søndre halvgård, hvor hans slægt havde boet i flere generationer. 
Michel Jensens far døde i 1786, hvorefter Michels bror Aksel Jensen fik Mellergaard i fæste. I 1787 bor her både Aksel, Michel og søsteren Karen, samt deres farbror Peder Akselsen, alle ugifte.
Aksel Jensen døde i 1794 uden livsarvinger, hvorfor hans søskende Michel og Karen var de nærmeste arvinger. Disse var imidlertid blevet enige om dele arven på den måde at Michel fik fæstet af gården mod at han husede og sørgede for sin søster, som var "svag af Helbred og skrøbelig af lemmer". Hun skulle have et værelse i den nordre ende af huset, hvor Michel forpligtede sig til at indrette en stue og et lille køkken - med skorsten. Desuden skulle han årligt tildele hende korn til brød og grød, tørv til ildstedet, og han skulle 4 gange om året køre hende i hestevogn til kirken, "naar hendes Helbred og ondt Føre ikke tillader hende at gaae". Fra boet tager hun med sig sine klæder og sengetøj, og fornødne møbler og køkkengrej. Desuden en spinderok, så hun ad den vej kunne tjene lidt penge(2).
Michel Jensen, der i 1797 var blevet gift med Mette Hansdatter fra gården Ravnholt i den nordlige ende af det store Dronninglund sogn,  blev den sidste fæster af søndre Mellergaard. Da landsbyen Øster Melholt i 1798 blev udskiftet, bestemtes det at gården skulle udflyttes, altså væk fra landsbyen og ud på marken, hvor dens jorder skulle samles. Men bygningerne har åbenbart været for dårlige, Vrå's godsejer som ejede Øster Melholt, fik dem revet ned, og jorderne fordelt ud på flere småejendomme i nærheden(3). Michel Jensen og Mette Hansdatter fæster herefter et hus i Sønderled i Dronninglund sogn, hvortil der hører lidt jord. I 1834 ses de at bo på aftægt hos svigersønnen Christen Nielsen i Damsgaard i Ørsø, gift med datteren Johanne Michelsdatter. Her døde de begge, han i 1842, hun i 1844. Foruden Johanne havde datteren Anne, født 1798 (se nedenfor).

Børn 

1.

Anne Michelsdatter. Døbt 1798 i Dronninglund: 6te Søndag efter Trin. d. 15de Juli Gaardmand Michel Jensen og hustru Mette Hansdt Østermeelholt, Anne. Faddere: Benedikte Hansdatter i Store Løgtved, Sophie Hansdatter Ravnholt, Niels Christensen i Damsgaard, Christen Jensen [mon fejl for Hansen?] i Ravnholt og Christen Larsen i Vestermeelholt.
Anne Michelsdatter var ugift. Hun boede i 1833 på Dronninglunds Mark i et hus, som i 1834 kaldes Moeshuset. Hun ejede sit hus og levede af at væve. Der var ingen jord til huset, men i 1840 og 1845 ses det at Anne Michelsdatter "lever af sin Jordlod" på Hedegaards Mark (ved Try). Så hun kan være flyttet til et andet hus eller have tilkøbt sig en jordlod. Anne Michelsdatter lever endnu i 1850 hvor hun lever af at væve, men er muligvis død inden 1860.

2.

Johanne Michelsdatter (født 1801), se ane nr. 39.

 

 

 

Kilder/referencer

 

1. Kirkebøger, folketællinger

2. Vraa Gods skifteprotokol 1790-1816, folio 225. (Mikrofilm).

3. Kristen Værnfelt: Ved Kjær herreds Å (Vendsysselske Aarbøger, 1935).