Tilbage til Ane-liste for Rigmor Marie Jensen
 

Peder Kok var som sin far urmager, og den mest berømte af Vendsyssels urmagere, om hvem der findes flere lokalhistoriske fremstillinger. Således nedenstående artikel af P. Christensen (museumsleder i Try): Urmagere og Tusindkunstnere i Vendsyssel (Vendsysselske Årbøger 1962 og 1963), og Anton Jakobsen: Pe'r Uhrmager i Lyngsaa (i: Vendsyssel Folk og Land, 1912).

Begge lokalhistorikere undlader at nævne Per Urmagers fødselsår nøjagtigt; der har tilsyneladende hersket tvivl om Per Urmagers faders identitet; hos P. Christensen er Per Urmager født 1748, og faderen hedder ”Peder Pedersen Kok den Ældre”. Anton Jakobsen anfører blot, at Per Urmager er født "om ved 1748 og Søn af en Fæstebonde fra Lyngsaa By".

Kirkebøger og skifteprotokoller lader dog ingen tvivl tilbage omkring Per Urmagers rette herkomst, nemlig at han var søn af Peder Laursen Kok og Maren Pedersdatter i Lyngså. Per Urmagers far var også urmager, og Peder Laursen Kok benævnes i flere kilder som sådan. Han havde bl.a. en søster Birgitte, som døde 1762, og i skifteforretningen efter hende nævnes hendes børns "Morbroder Peder Laursen, Urmager i Lyngsaa".

Peder Urmager må således være den Peder der døbtes i Albæk 1749: Født d. 28 Oct., Peder. Peder Larssøn Kok og Maren Pedersdtr Barn i Lyngsøe. Fadd.: Niels Larsen Kok ibid., Christen Hansen i ..?, Mads Pedersen i Albeck, Johanne Larsd Christen Jørgensens h.[ustru] i Holdensgrd, Anne Ifversd.? Jens Nielsens h.[ustru] i Voerse. Døbt dat. [d. 1 Nov.]. /plj

Nedenstående artikel om Peder Kok er fra P. Christensen: Urmagere og Tusindkunstnere i Vendsyssel. (i: Vendsysselske Aarbøger, 1962, side 45-54)

Peder Pedersen Kok i Lyngsaa, f. 1748, d. 1815, er bleven den mest berømte af Vendsyssels Urmagere, og flere af hans store 8 Dages Værker med Slag- og Repeteranordning, et enkelt ogsaa med Indstilling til vækkeringning, er bevarede og gaar godt den Dag i Dag. Hans Berømmelse skyldes dog ikke alene Ur­mageriet og hans Virksomhed i de øvrige Tusindkunstner Haandteringer, som fulgte med dette: Metalstøberi, Signetstikning, Klejnsmedearbejde, Fremstilling af kunstige Laase o.s.v., men maaske nok saa meget hans fremtrædende Stilling som Fører og Fortaler for Bønderne i Lyngsaa i den store Udstykningsstrid mellem dem og Herskabet paa Voergaard 1801 o. flg. Aar (se P. Christensen: »Voergaard«, S. 147 og 184).

Per Kok, som han endnu kaldes i Egnen, havde lært Urmageriet hjemme hos sin Fader, den ældre Peder Pedersen Kok [Peder Laursen Kok], f. ca. 1707, d. 1781. Begge boede i en af de to »Kokgaarde«, formentlig den saakaldte Urmagergaard, hvis Stuehus vistnok endnu ligger paa oprindelig Plads, efter at Udbygningerne for en Del Aar siden er brændte og en ny Gaard opført lidt vest for den gamle. Den anden af Kokgaardene (de var omkr. 1800 sammenbyggede Tvillinggaarde) er engang i forrige Aarhundrede flyttet ud sydligst i Byen, men har beholdt sit gamle Navn.

Den ældre Per Kok skal have været en alsidig Haandværker, der kunde smede, tømre og lave Klokker, som antagelig var simple Viserværker og forlængst er gaaet tabt. Han var ogsaa Taarnurmager, og det ses af Regnskaber i Dronninglund Hovedgaards Arkiv, at han i 1755 har repareret Urværket i Dronninglund Kirkes Taarn og derfor erholdt 6 Rigsdaler, mens en Kobbersmed Jens Pedersen i Aalborg fik 39 Rdl. 2 Mark og 12 Skilling for "Urskiven at forfærdige". Der har dengang som nu været højst forskellige Priser paa Købstadmestres og Landhaandværkeres Arbejde. Per Kok d. ældre skal ogsaa have lavet den jernbeslaaede Kirkeblok i Albæk Kirke.

Lyngsaa ligger ved Læsø Rende, og lidt syd for Byen strækker sig ud fra Kysten det berygtede Stensnæs, hvor endnu i forrige Aarhundrede mange Skibe er strandede og sønderslaaede af Bølgerne i ondt Vejr. Da Lyngsaa synes at være Hjemsted for en af de ældste Urmagerfamilier i Vendsyssel, kan man vel ogsaa her gætte paa, at indstrandede engelske Ure, der skulde adskilles og renses for at faa dem til at gaa igen, har givet fingernemme Folk Anledning til at opøve sig i Urmagerkunsten. Men der er en anden lige saa nær liggende Mulighed.

Vi ser, at ældre Per Kok var Taarnurmager, og at Sønnen var helbefaren i dette Fag fremgaar af, at han udførte en af sit Livs største Bedrifter ved at bygge Taamuret til Gaunø Slot paa Sjælland, efter at det københavnske Urmagerlav havde haft sine dygtigste Mestre sendt dertil for at planlægge Arbejdet, men maatte give op, da de fandt Pladsforholdene i Taarnet umulige, bl. a. fordi der skulde være 4 Skiver, en til hver af Taarnets Sider. Ejeren af Gaunø var Kammerherre Holger Reedtz-Thott, der fra 1780 til 1791 ejede Voergaard, hvorunder Lyngsaa-Gaardmændene var Fæstere, og da han fra den Tid særdeles godt kendte Per Kok, som formentlig har repareret Ure og gjort Laase i Stand paa Voergaard, er det forstaaeligt, at han nok turde betro ham Arbejdet med at udføre Taarnuret paa Gaunø. Det er vel troligt, at den ældre Per Kok ogsaa har arbejdet paa Voergaard, der før 1780 ejedes af Kammerherrens Fader Peder Reedtz, og at denne muligt har fundet det nyttigt for Gaard og Gods at faa en velbegavet ung Mand blandt sine Fæstebønder grundig oplært i Urmageri og Klejnsmedehaandværk.

Kan vi gaa ud fra, at Per den Ældre eller maaske baade han og Sønnen har staaet i Lære i Aalborg eller i København, hvortil den yngre flere Gange senere gjorde Rejser, er det let forklarligt, at de var dygtige Klejnsmede og Urmagere. De to Haandværk var i 1700erne nær forbundne, og der siges, at den yngre Per Koks Ure fik ualmindelig Holdbarhed og let Gang, fordi Gangtøjets Akseltappe var lavet af fint og fortrinlig hærdet Staal, hvilket ingen af de samtidige selvlærte Urmagere kunde gøre efter.

Det er dog troligt, at baade Per og adskillige af de større Mestre i Faget paa den Tid har kunnet skaffe sig fabriksfremstillede Urdele fra England, og selv om Urmageren afpassede og drejede Akseltappene, frembød Hærdningen ikke særlige Vanskeligheder, naar Materialet var fint engelsk Staal.

Lokalhistorikeren Anton Jakobsen, Sæby, der i de første Aar af 1900erne boede i Gaarden Sanden ved Lyngsaa, har samlet alt, hvad Egnens Folk dengang kunde fortælle om Per Kok, og sammen med Oplysninger fra skrevne og trykte Kilder gengivet det i en Artikel 1912 i »Vendsyssel Folk og Land«, en Aarbogsserie, som Jakobsen dengang udgav fra sit eget Trykkeri i Sæby.

Han fortæller heri udførligt om Pers Rejse til Gaunø og om, hvorledes han derfra drog til København og opsøgte den kgl. Hofgravør for at bede ham om at stikke Navn i et Agat-Signet, som Per havde taget med sig i den Hensigt at narre den erfarne Mester til at vise ham, hvorledes det lod sig gøre at indslibe Bogstaver i den haarde Agatsten. Per fik Held til at lure ham Kunsten af, og da han kom hjem til Vendsyssel, gik han op til Voergaard og overtalte en af de ny Godsejere, Brødrene Stenild, til at være ham behjælpelig med at faa indkøbt Agat og Slibe­midler, saa at Per kunde fremstille Agat-Signeter paa eget Værksted. Denne Historie fortælles ogsaa af Brinck-Seidelin i »Hjørring Amt«, S. 317. Her fortælles endvidere, at Per Kok havde lært sig meget af sin tekniske Indsigt ved Læsning i Bøger, og hvis dette er rigtigt, maa vi beklage, at det er gaaet her som i Smed-Jens's Gaard i Raabjerg: der er ingen af Bøgerne blevet tilbage til vor Tid.

Per Koks store Standure ligner i Udseende de øvrige vendsysselske Mestres Kopier af engelske Forbilleder, men er mere enkle i Udsmykningen, ligesom Urkasserne, der antagelig er lavet af en Snedker i Lyngsaa, næsten helt savner Træudskæringer o.l. Pynt, om end de er pænt malede. Paa Urskiven er der i Stedet for den sædvanlige runde Navneplade anbragt et lille aflangt Metalskilt med Mesterens Navn og Hjemsted i stive typografiske Versaler. Per Kok synes at have tilstræbt denne ydre Tarvelighed for at fremhæve sine Ures fortrinlige tekniske Udførelse, og her synes han at have været Mesteren over alle andre Landsbymestre.

En fjern Slægtning, Lars Peder Andersen Kok, der var Sønnesøn af Pers Broder, Lars Pedersen Kok, har i N. C. Roms Ugeblad »Husvennen« 1875 skrevet en Artikel, hvori han fortæller, at Per har lavet et eller flere Ure med Musikvalser, hvis Stifter trak smaa Hamre, der slog paa 8 Klokker, afstemte efter C-Dur Skalaen. Et saadant Ur, der stod i Urmagergaarden indtil ca. 1860, havde tre tunge Lodder til henholdsvis Viser-gangtøj, Slagværk og Musikværk. Det spillede en Salmemelodi for hver Gang, Timeklokken slog; men Musikværket kunde ogsaa sættes i Gang naar som helst ved Tryk paa en Fjeder. Per skal have sagt, at dette Kunstur kunde ingen reparere, naar han selv var gaaet bort, og det passede, for da der omsider gik Fald paa Musikværket, prøvede flere Urmagere at sætte det i Stand, men ingen af dem kunde faa Melodierne til at lyde rigtigt. Omkring 1860 var Gaardens daværende Ejer, som kaldtes »Bertel Urmager«, bleven ked af det gamle Ur og byttede det bort til Urmager Rasmussen, Vesteraagade i Aalborg, for at faa et moderne Stueur i Stedet. Kunsturets senere Skæbne er ubekendt.

Rørsig har noteret efter en anden Kilde, at Musikuret ogsaa, ligesom visse engelske Kunsture og nogle faa Ure fra Bertel Langthjems Værksted i Jerslev, havde et Sæt malede Skiver foroven, der viste Maanens Faser.

Vi maa imidlertid formode, at disse vidtløftige Kunsture, der efter Beskrivelserne at dømme paafaldende har lignet hinanden, hvad enten de tillægges den ene eller anden af vore Købstad-eller Landsbymestre i 1700erne, i Reglen er engelsk Importgods, og at saadanne Ure kun yderst sjældent har været fremstillet herhjemme. Det kan vel have været fristende for begavede

Tusindkunstnere som Per Kok, Bertel Langthjem, Taarnurmageren Jens Christensen i Sal (se Jyske Saml. 1. Rk. 10. Bd. S. 163) o. fl. at anskaffe sig engelske Kunsture og studere deres indviklede Mekanisme; men at adskille et saadant Ur og efterlave det i alle Enkeltheder blot for at vise sin Dygtighed kunde ingen af disse travlt beskæftigede Haandværkere faa Tid til — det vilde kun have ruineret deres Virksomhed. At folkelig Tradition senere har givet dem Ry som Opfindere af Kunsturene, er en Sag for sig og behøver ikke nogen nærmere Forklaring.

A. Jakobsen meddeler, at der skal findes 2 Ure af Per Kok i Vendsyssel, nemlig i Paarsbjerg (?) og i Skjærshede (Ugilt S.), samt 1 paa Læsø, men da Ejernavne ikke er opgivet, har jeg ikke kunnet eftersøge disse Ure og kontrollere, om de virkelig bærer P. Koks Navn, og om de i saa Fald skal henføres til den ældre eller yngre Kok. Da Optegnelsen nu er et halvt Hundrede Aar gammel, kan det desuden være tvivlsomt, om Urene er i Behold.

Imidlertid har jeg fundet 5 Ure, der sikkert er af Per den Yngre og endnu i god Stand. De har følgende Ejere:

1) Standur med 8 Dages Værk, Slag- og Repeteranordning hos Gaardejer Ingv. Jensen, Søraagaard v. Asaa.

2) Gaardejer Chr. Stidsholt, Meller Stidsholt, Volstrup Sogn. 8 Dages Slagur med Time- og Minutviser. Paa Klokhusets Fodstykke staar 1790.

3) Pastor P. S. Clemmensen, 0. Brønderslev. 8 Dages Slagur som forannævnte. Har tidligere været i Nibe.

4) Fhv. Gaardejer Jens Chr. Nielsen, Vadet, nu boende i Hallund. 8 Dages Slagur, der tillige har Vækkeindretning, indstillelig ved en rund Talskive, der er monteret midt i Urskiven inden for Viserne paa hul Aksel omkring Viserakslerne.

5) Viceskoleinspektør O. Nissen, Skive Handelsskole. 8 Dages Ur med Slag- og Repeteranordning og sædvanlige Dekorationer paa Skiven. Grønmalet Urkasse med mange Udskæringer og drejede Ravkegler paa Toppen. Gaar stadig upaaklageligt. Uret har før tilhørt Svigermoderen, Fru Anne Nicolaysen, Frederikshavn.

Formentlig findes der flere af Per Koks Ure i Frederikshavn og i Sæby.

Per havde en Broder, der hed Lars Pedersen Kok, og en Søn, der hed ligesaa. De har vist begge lavet Ure, og Broderen har mulig lavet et Standur, der i Navnepladen har Krydsmonogrammet LK og i mange Aar stod i Hasselgaarden ved Asaa, men nu ejes af en Søn fra Gaarden, Direktør J. H. Hasselgaard, Hellerup.

Der siges, at de Ure, der lavedes af Per Koks Søn, Lars, langtfra var saa gode og holdbare som Faderens, og ingen af dem vides at være i Behold. Derimod findes et Ur af Jørgen Kok, der formentlig ogsaa er Pers Søn, hos Gaardejer O. Schioldan, Voersaakrog. Dette Ur er et smukt og velholdt 8 Dages Ur med Slag- og Repeteranordning, tilsyneladende lige saa godt og solidt som Per Koks Ure og ret nøjagtigt gaaende.

Per Koks Biografer lige fra Amtsforvalter Brinck-Seidelin 1828 til A. Jakobsen 1912 har villet gøre hans Person særlig interessant ved at fortælle, at han, trods sin forbavsende tekniske Dygtighed, kun var »en almindelig Bonde«, der altid ogsaa naar han var i Hovedstaden – gik klædt i sædvanlig Bonde­dragt med blanke Metalknapper, kort Trøje og Knæbukser. Men Per var jo kun almindelig Bonde i den Forstand, at han ikke var en Nar, der efterlignede »fine Folks« Klæder og Manerer. Han var en højt oplyst Mand, der vel forstod at tale og skrive for sig, saa han vandt den store Udstykningssag og ikke blot ved denne Lejlighed men ved mange andre havde Kammerherre Reedtz-Thott og Præsten i Albæk, den kendte Jens Jakob Asmussen, til Venner og Forbundsfæller. At Pastor Asmussen ikke blot nærede Venskab, men i høj Grad Beundring for Per Kok, fremgaar af de Ord, hvormed han indledte sin Tale ved Pers Jordefærd (Juli 1815) paa Albæk Kirkegaard: »Vi begraver i Dag en Mand, hvis Lige næppe findes i Danmark«.