Niels Jensen

Ref: Kilder: Hvi-DA1905-DA1914-PVC1-
Erhverv: Rigens kansler
Far: Johannes Palnesen Munk ((12--) - )
Mor: Gunner Aagesdatter ((12--) - )
 
Født: (13--)
-: (NæVNT 1349/1364) Keldebek, Låstrup sogn, Viborg amt

I familie med Helene Olufsdatter Saltensee af Tystofte ((13--) - )

Børn:Jens Nielsen ((13--) - )
Peder Nielsen ((13--) - )
Christiern Nielsen ((13--) - )

Notater
Niels Jensen af "Keldebec" og Låstrup (Rinds herred), nævnes 1340 i Fyn som fortjent af Dalum kloster, fik 1341 gods i Gjerrild i pant af Offe Andersen (Hvide), fik 1343 livsbrev på Nygård mm. gods i Hjelmslev herred af Em Kloster, mon identisk med Niles Jensen af Ormslev (Ning herred), der 1351 solgte gods i Tørring, beseglede 1355 til vitterlighed med Niels Tuesen (Bild), der kalder ham sin "avunculus", var fra 1349 justitiarius regis og forekommer som sådan i brevene af kongens retterting til 11 Aug 1364, beseglede 1360 sammen med Hr. Palne Jonsen (Munk) Kalundborg-recessen og fører da endnu bjælken uden vinranke; gift med Helene Olufsdatter (Saltensee), der som enke pantsatte sin del i Skårup (Skovby herred) til sin frænde Anders Olufsen (gift 2.gang med Hr. Christoffer Eriksen, var død 1370). (DA1905-).
Hr.Niels Jensen (Munk) til Kjeldebæk og Laastrup, rigens kansler, nævnt 1340-1364. (DA1914-).
Niels Jensen, rigens kansler. De første af de Vinranke-Munk'ers ældre linje træffer vi i de urolige tider efter drabet på grev Gert, i midten af 1300-tallet.
Fra Dalum kloster lyder der 1340 lovord om Niels Jensen Munk. Han og 2 andre adelsmænd har gjort sig "højtfortjente af jomfruerne" i klosteret.3 Hvad det er for opgaver, han har været med til at løse, fremgår ikke. Få år senere, i 1343, giver Øm kloster ham livsbrev på gods i Hjelmslev herred i Midtjylland (bl.a. Nygård i Dover sogn), så han må siges at stå med gode skudsmål fra den gejstlige magts side, hvilket uden tvivl var godt for en lavadelsmand, der ville frem og op ad den sociale stige, via embeder i den offentlige sektor (hvis vigtigste områder var kirken og kronen).
Da Valdemar Atterdag efter sin kroning i 1340 tog fat på den store opgave at genetablere kongemagten, havde han brug for loyale embedsmænd. Niels Jensen havde de kvalifikationer, kongen lagde vægt på: vel-anbefalet og uden andel i de magtfulde godsbesiddende slægter, af hvilke især nogle af de f'nske og jyske viste farlige tendenser til at modarbejde ham ved at slutte sig sammen med holstenerne.
NielsJensen var 1349-64 "justitiarius regis", en embedsmand, hvis opgave var at rejse rundt i riget og på kongens vegne at dømme i de sager, som blev appelleret til øverste instans, Kongens Retterting, et embede, der senere blev kendt under betegnelsen rigens kansler. Den slags ville en erfaren politiker som Valdemar Atterdag aldrig finde på at uddelegere til andre personer end sådanne, hvis karriere affiang af kongen selv, og som derfor kunne regnes for at være absolut loyale og ubestikkelige, idet de afgørelser, denne embedsmand skulle træffe, uvægerligt skabte præcedens og dermed var med til at opbygge den retsorden, som var en del afValdemars store projekt.
Niels Jensens bror, Palne Jonsen, mest kendt med tilnavnet Marsk, som han netop fik, fordi han fik et embede som marsk ved kong Valdemars hof, er et fuldstændig parallelt eksempel på en adelskarriere, som baseres på embedstjeneste. I de to brødres karriere, som den er antydet her, ligger et mønster, som vi vil genkende, når vi kommer til deres efterslægt.
Det er en tjenesteadel, vi har med at gøre. Det lykkes den aldrig at opbygge en varig, stærk position, baseret på gods og forbindelser, i rigsrådsklassen, selv om der er adskillige, der sætter af til det, og også enkelte, der opnår titel af rigsråd. Niels Jensen satsede dristigt. Hvem kunne på forhånd vide, om det var klogt at knytte sin skæbne til en konge, som stod med den umenneskeligt store opgave at samle den splintrede kongemagt? Satsuingen viste sig jo at være rigtig, forsåvidt som kong Valdemar havde held med sig. Men om den gav Niels Jensen den belønning, som han selvfølgelig havde kalkuleret med, er tvivlsomt. Snarest kunne man hævde, at lønnen faldt beskeden ud.
Keldebæk og Låstrup
For hvad er det, Niels Jensen skriver sig til? I Dansk Adels Aarbog står der "Keldebec" og Låstrup. Det første nævnes ofte med anførselstegn, formodentlig fordi det er vanskeligt at placere det på landkortet. På de aktstykker, som han medvirkede ved i tiden 1349-1364, nævnes han som "Niels Jensen af Keldebek". Hvor lå det? Langebek forklarer det som "curia principalis" (hovedgård), og Svend Aakjær overtager i registeret til sin udgave af "Kong Valdemarsjordebog"5 denne forklaring ved at anføre "Keldebek Hgd." Åakjær mener, der er tilknytning til det middelalderlige Barwithsyssel (Barved syssel), nærmere betegnet Skads herred (syd for Varde å).
I Danmarks Riges Breve (3.rk., III) er i registeret anført et "Keldebæk", beliggende i Ugle herred, Sønderjylland. Gl.Ugle herred er ifølge Trap (Hertugdømmet Slesvig, 1864, repro.1975) beliggende i Flensborg amt. Hermed er vi formodentlig kommet til det nuværende tyske Keelbek, en landsby Ca. 15 km syd for Flensborg. I et tysk stednavneleksikon forklares det moderne stednavn "Keelbek" i Tarp sogn som navnet på en landsby, som er nævnt f.eks. i en kilde fra 1459: "in deme dorpe Keldebeke".6 Vi kan vel konkludere, at rigens kansler skrev sig til en besiddelse eller måske forlening i hertugdømmet Slesvig. Hvis der har været tale om en hovedgård på stedet, må den være forsvundet ret tidligt.7
Den anden besiddelse, han skrev sig til, var Låstrup, som er en landsby i Rinds herred. Her kan vi følge besiddelsen som arvegods, idet hans efterkommere i det efterfølgende århundrede foretog retshandlinger med det på tinget, f.eks. ved at tage lovhævd på noget og sælge andet. Her har der tilsyneladende aldrig ligget nogen hovedgård, men nok en væbnergård eller måske to. Senere er der tale om Østergård og Bjerge-gård i Låstrup.8
Skal man nu slutte, at Niels Jensen altså aldrig kom på den grønne gren, godsmæssigt? Muligt er det også, at han fik gods som så mange andre, men at det gik ned ad bakke med det i den almindelige sociale om-skiftelighed, som prægede senmiddelalderen. Lad os se lidt på de generelle forhold.
Væbnergårde.
Der er mange adelige i det tidsrum, der skriver sig til landsbyer; uden at der synes at være tale om hovedgårde i dem. Der var i mange landsbyer en væbnergård, som ikke havde hovedgårdsformat, men var en stor selvejergård, undertiden med flere gårde knyttet til selvejet.
Et udgangspunkt for at forstå, hvad der foregik, giver Erik Arup: "Det er næppe for meget regnet, at der i landets noget mere end 2000 land-sogne gennemsnitligt var een væbnergaard i hvert; var der i adskillige af dem to, var der vel i saa mange andre ingen. "9
Selv om denne væbnergårdsstruktur naturligvis er blevet noget udvisket igennem de sidste 400-500 år, kan man stadig ane den, når man læser Traps sognebeskrivelser igennem. For Låstrups vedkommende vil de to ovenfor nævnte, Østergård og Bjergegård, være eksempler på fænomenet.
Væbnergårdens ejer havde ifølge Årup en særlig status og autoritet i sin landsby:
"Væbneren var en landsbybonde, ejer af en stor landsbybondegaard; men han skilte sig fra de andre landsbybønder ved, at han for dem gjorde personlig ledingstjeneste. Med deres fremragende stilling fulgte, at de ofte var herredsfogder, at de alene kunde udtages til nævninger, og at de andre landsbybønder, som alt sagt, derfor gav sig i deres værn".
Dette sociale mønster ser man stadig tydeligt, når man læser herredstingbøgerne fra 1600-tallet. Væbnerens særstilling skyldtes altså den særlige overenskomst med kongen om at yde personlig krigstjeneste, (let var en slags adelskab, som ogsêa kom til udtryk ved, at der til hans navn føjedes "a vapn" (af våben), men det var et løsere forhold end det, der gjaldt for den egentlige adel. Thi "væbnerens adelskab (var) afhængigt af, om han vilde opfylde sin væbnerpligt eller om han vilde afgive den og atter blive landsbybonde" (Årup, 5. 123).
Det er indlysende, at væbnergårdsstrukturen gav rige muligheder for sociale forandringer. Et væbnerskab, videreført gennem generationer, kunne føre til egentligt adelskab med udbygning afvæbnergården til en hovedgård, men hvis et væbnerforhold efferhånden gik i glemmebogen, var der en status som selvejerbonde at falde tilbage på. "Saaledes er rundtom i Danmark mange danske herregaarde vokset op af en væbnergaard, der opslugte den landsby, hvori den laa, blev til en fritliggende herregaard, til hvilken hørte hele eller halve landsbyer i nærheden som Fæstegods. Men ofte er det ogsaa sket, at en væbnergaard atter er forsvundet man kan rundtom i landsbyerne træffe mangfoldige eksempler senere forsvundne adelsgaarde; det er væbnergaarde, der senere atter er blevet bøndergaarde" (Årup, s.123).
Når en adelsmand skrev sig til en landsby, tjente det ikke kun til identifikation af ham, men det betød også, at han markerede, at der bag underskrift og segl lå en kendt økonomisk basis, en garanti for hans vederhæftighed. Skrev han sig snart til én, snart til en anden landsby, har han haft flere besiddelser og har kunnet vælge at skrive sig til den, der var mest relevant i den givne situation i forhold til en retsinstans. Men efterhånden fik han et mere varigt forhold til én af disse besiddelser, som han skrev sig til, mens andre gik over på andre hænder, f.eks. ved arv.
Siden Årup skrev om dette i 1932, er der gennemført adskillige undersøgelser af de store sociale forskydninger i senmiddelalderen.
Krisen i Slet herred omkring 1400
En krise vil naturligvis virke forstærkende på tendensen til sociale forskydninger. Og netop hele det tidsrum, man plejer at betegne som sen-middelalderen (ca. 1300-1500), var præget af det, der har fået betegnelsen den senmiddelalderlige agrarkrise. Der er tegn på, at den var begyndt længe før Den Sorte Død, som hærgede hele Europa i årene omkring 1350 og lagde hele landsbyer øde.
Netop i det hjørne af Danmark, hvor vi befinder os med arvingerne efter Niels Jensen Munk, Nordvestjylland (Rinds, Slet m.fl. herreder), kan vi få sat tal på katastrofens omfang.
I Slet herred, Skarp Salling sogn, havde der fra middelalderen ligget en hovedgård, Brøndumgård, som omkring år 1400 var ved at blive opløst. Dronning Margrethe opkøbte de forskellige pantebreve på dele af godset, og der er i den kongelige administration bevaret en fortegnelse over hovedgården og dens tilliggende gårde.10
Det drejede sig om Ca. 50 gårde i Slet herred, af hvilke de 33 udtrykkeligt anføres som øde. Dette er formentlig stadig en eftervirkning af Den Sorte Død. Blandt godset nævnes 7 gårde i landsbyen Næsborg, af hvilke de 4 er øde.
Over halvdelen af gårdene til hovedgården Brøndumgård var med andre ord øde. Agrarkrise og Den Sorte Død har uden tvivl sat sit præg på landet, endnu 50 år efter pesten. Som hovedgården Brøndumgård ophørte med at eksistere som hovedgård på dette tidspunkt, er også andre middelalderlige hovedgårde ophørt med at være sæde for "frie" adelsfolk og er blevet til store bøndergårde, i tilfældet Brøndumgård en krongård. Ligeledes i Slet herred lå der en hovedgård af tilsvarende størrelse, Kølbygård, som fortsatte med at eksistere som frit adelsgods, indtil den nogle år efter 1610 blev lagt ind under en anden hovedgård i samme sogn, Krastrupgård. Mens således nogle hovedgårde gik i opløsning, andre holdt sig et stykke tid endnu, nogle væbnergårde blev til almindelige selvejergårde, andre blev til adelige sædegårde, var der et stort gods-kompleks i området, der var hævet over omskiftelighederne, som forblev stærkt og potent, ligefrem en slags arbejdsgiver og værn for nogle af de adelsslægter, der var kommet i knibe under de dårlige konjunkturer for de mellemstore, som f.eks. Munk af Havbro, Benderup o.a. - og det var Ågård i Han ~
Niels Jensens børn blev født ind i denne tid, hvor der skete store se" ciale forskydninger.
Han havde tre sønner, Jens, Peder og Christiern, som begyndte med at skrive sig til arvegodset i Låstrup omkring 1380 (se tavle 1).
Om Peder foreligger der ellers ingen efterretninger, mens Christiern nævnes som ridder 1407 og snart skrev sig til den allerede nævnte Kølbygård (Farstrup sogn, Slet herred). [note].
Det fremgår i det hele taget, at foruden arvegodset i Låstrup i Rinds herred erhvervede de tidligt også andet gods i Slet og i Hindsted herreder, måske ved giftermål, og allerede fra ca.1365 ser vi deres navne og segl på vidner, skøder m.m. ved de nordjyske herredsting.
(Note: Kølbygård fandtes dels i Thy (Hillerslev herred), dels i Vesthimmerland (Slet herred). Dansk Adels Aarbog valgte i 1905 den i Thy som det Kølbygård, Christiern Nielsen skrev sig til. Det er dog her ikke svært at erkende fejlen, man behøver bare at kigge i Ældre Dansk Arkivregistratur for at se tilknytningen til Slet herred, og Trap bd. 16, s. 1251 har Christiern Nielsen på rette sted).
(PVC1-). [Se videre under sønnen Jens Nielsen til Laastrup.]



<< Startside
Lavet af MinSläkt 3.1b, Programmet tilhører: Poul Lynge Johansen