Jens Sørensen Laaen

Ref:		Kilder: KV1-KV3-sSø-
Erhverv:		Selvejerbonde
Far:		Søren Pedersen ((16--) - )
Mor:		ukendt NN

Født:		omkring 1680 Mellemladen, V.Hassing sogn, Ålborg amt
Død:		1750 Stae Østergård, V.Hassing sogn, Ålborg amt
Begravet:		19-02-1750 V.Hassing, V.Hassing sogn, Ålborg amt
Boede:		(1716-) Stae Østergård, V.Hassing sogn, Ålborg amt

I familie med Karen Jensdatter (1682 - 1761)

Vielse: 30-06-1709 V.Hassing, V.Hassing sogn, Ålborg amt

Børn: Jens Jensen (1700 - )

Søren Jensen (1709 - 1774)

Peder Jensen (1711 - 1794)

Johanne Jensdatter (1712 - 1755)

Anne Jensdatter (1720 - 1796)

Notater

Jens Sørensen overtog efter sin far fæstet af Mellemladen, en af de tre gårde der udgør ejerlavet Østerladen i V. Hassing sogn. I 1716 købte Jens Sørensen Stae Østergård af Mikkel Mikkelsen, hvorefter Jens' bror Peder Sørensen overtog fæstet af Mellemladen. Stae Østergård var på det tidspunkt delt i 2 halvgårde, hvoraf Mikkel Mikkelsen ejede den ene, og fæstede den anden havldel, der ejedes af kongen. Efter Jens Sørensens død delte enken Karen Jensdatter i 1756 gården i to, således at sønnerne Jens og Peder hver kunne få deres part.
Jens Sørensen hørte til egnens bondearistokrati af selvejer-storbønder. Skiftet efter ham og Karen Jensdatter vidner om en temmelig velhavende storbonde. Jens Sørensen var det man betegner som "knabe". Dette ord brugtes i flæng om storbønder og lavadelsfolk. Kr. Værnfelt har berettet om Vendsyssels knaber i "Kjær Herreds knaber og deres frænder". Om knaberne som stand siger han bla:
"Ordet ("knabe") er beslægtet med det tyske "Knappe", der betyder væbner eller lavadelsmand; men her i Nordjylland brugte man det i flæng om storbønder og folk af lavadel. Den oprindelige betydning er vist den jordegne storbonde, den velhavende selvejer, (...).
De mange ansete knabeslægter i Nordjylland dannede et befolkningslag imellem adelen og den almindelige bondestand, som de efterhånden blev blandet med, en blanding, der dog endnu ikke er helt tilendebragt. Derimod er to andre befolkningslag, middelalderens trællestand og de senere tatere, skøjere og rakkere nu helt forsvundne, opslugt i befolkningen.
Langt tilbage i middelalderen var de fleste bønder selvejere; men efterhånden blev de næsten alle fæstere under konge, kirke og adel.
Man har engang ment, at det var Klemensfejden, som knækkede den nordjyske selvejerbondestand; men det er så langt fra tilfældet; allerede før fejden var der kun få selvejere tilbage. Ganske vist konfiskerede kongen efter (fejden i) 1534 de oprørske bønders selvejergårde; men omkring 1500 udgjorde selvejergodset i Vendsyssel kun 2-3%, dog for Kjær herreds vedkommende 11%, nemlig 55 af ca. 500 gårde. Disse 55 gårde blev konfiskerede, og ejerne formåede kun at købe 11 af dem tilbage. I 1568 nævnes i Kjær herred fire selvejerbønder, der tilsammen ejede en halv snes gårde og nogle huse; de tilhørte alle den velhavende Kjærulf-slægt, (...). (...) de gamle jordegne bønder (blev) efterhånden fæstere; men deres efterkommere bevarede lige til vore dage deres position som et særligt befolkningslag imellem den adelige og borgerlige godsejerstand og den almindelige bondestand, med hvilken sidste de ikke gerne blandede sig ved giftermål. Enkelte af dem blev adelig gift; men som regel hentede de deres koner i deres egen kreds, i præstegårdene eller i knabeslægterne i Han Herred, Thy eller søndenfjords. Griis i Han herred, Per Skrivers ansete slægt i Dall-Ferslev, Bloch i Arden og andre betydelige himmerlandsætter som Juel, Gjed, Winther, Kraas, Bydseck, Buus og Schiønning var ligeledes beslægtet med de vendsysselske knaber. De dominerede gerne over de almindelige bønder, men var også deres førere og forsvarere, når ddet gjaldt forsvar mod overgeb fra konge, adel og kirke. Ofte blev knabernes sønner præster, ridefogeder, herregårdsforpagtere og efter enevældens indførelse godsejere; ja enkelte af dem, som Kjærulferne fra Vadum og Thuraerne fra Aaby, blev endog adlede.
Ligesom adelen førte knaberne ofte våbenmærker og havde slægtsnavne, som Kjærulf, Mørk, Munk, Krog, Juel, Grøn, Rød (Roed), Ræv, Sten, Gjed, Dall, Frost, Hovgaard m.v.; men efter 1600, da bondestanden sank dybere og dybere i trældom, synes mange af dem at have bortkastet de gamle slægtsnavne, og våbenmærkerne erstattedes med bomærker eller kun navnetræk. (...).
Da de Kjær herreds bønder efter 1700 så småt begyndte at købe deres gårde til selveje, var det også mændene fra de gamle slægter, der kom til at danne kernen i den ny selvejerbondestand. Selv i de gamle storslægter var det i regelen ofte lidt småt med rede penge, thi man satte sine penge i sølv: Kander, krus, stob, bægre, skeer, kæder, spænder og knapper. Meget af dette arvesølv findes stadig i de gamle slægter. Når knaberne gik til tings, havde nogle af dem deres sværd eller knive hængende i svære sølvbælter. Et sådant sølvbælte nævnes i Kjær herreds tingbog d. 30. marts 1672 i skiftet efter Peder Bertelsen i Striben, og forfatteren Niels Hancke så som dreng et sølv knivbælte på Dødskov.
Knaberne bevarede deres stilling som førere for de almindelige bønder igennem mange år, og vi har lige til vore dage set dem som sognefogeder, sognerådsformænd og rigsdagsmænd." (KV3-).

Jens Sørensen var selvejergaardmand og ejede og beboede Østergaard i Stade, som var en gaard paa ikke mindre end 7 tdr. 5 skpr. 3 fjdkr. 2 alb. Desuden var han ejer af et husmandssted i Stade By af hartkorn 1 skpr. 1 fjdkr. Af skiftet efter ham fremgaar det, at han var særdeles velhavende. Foruden gaard og husmandssted efterlod han sig talrige kostbare klæder og indboeffekter. Gaarden var særdeles velforsynet med avlsredskaber, og besætningen, som efter den tids forhold var særdeles stor, bestod af tolv heste, otte plage og føl, ti køer, fem kvier, fem stude, enogtyve faar, to væddere, tre svin, tre gæs og en gase. Af mere spændende løsøre effekter kan nævnes tre store sølvkander, tre sølvbægre, elleve sølvskeer, seks et halvt dusin sølvknapper, et spanskrør med sølvknap og to punge, som indeholdt ikke mindre end 300 rdr. Da aktiverne var blevet fratrukket passiverne, blev der et overskud paa 1639 rdr., af hvilket beløb enken fik halvparten, medens resten fordeltes mellem børnene Peder, Jens, Søren, Ane og Johanne med 204 rdr. til hver søn og 101 rdr. til hver datter.
Karen Jensdatter fortsatte imidlertid efter Jens Sørensens død driften af Østergaard indtil 1756, da hun afstod halvparten til sønnen Peder og den anden halvpart til sønnen Jens. Af de i den anledning udstedte skøder fremgaar det, at Jens Sørensen havde købt Østergaard i 1716 af prokurator Christen Thomsen i Aalborg.
Jens Sørenen og Karen Jensdatter ligger begravet i V.Hassing Kirke, hvor der endnu findes en ligsten over dem. (sSø-).

<< Startside

Lavet af MinSläkt 3.1b, Programmet tilhører: Poul Lynge Johansen