Døbt 1713 i Hammer: d. 10 Novemb. Just Jensens barn af Vodskov døbt kaldet Peder. Faddere Niels Jensen, Hans Jensen i Hjelmsted, Poul Jacobsen i Vodskov, Else Jensdt og Dorthe Jensdt i Uttrup.Viet 1743 i Horsens: d. 3 Julii Copulered Peder Justen og Giertrud Lauritzdatter af Kinderup. (Trolovelsen ses ikke i Horsens kirkebog).
Begravet 1805 i Dronninglund: Onsdagen den 17de Julii Aftægtsmand Peder Justesen fra Hiallerup Kroe, 93.
DDD-1787 hjoerring, Dronninglund, Dronninglund, Hjallerup Kroe, , , 109, FT-1787
Peder Justesen, 74 , Gift, husbond, Priviligeret kromand,
Giertrud Larsdatter, 73 , Gift, madmoder, ,
Peder Pedersen, 36 , Ugift, søn af 1ste ægteskab, ,
Inger Marie Christensdatter, 19 , Ugift, tjenestepige, ,
Skoleholder Thøger Jensen Møller (Bolle, Dronninglund sogn), skrev et digt i anledning af Christen Michelsen og Anne Marie Pedersdatters bryllup (jf Rø4-):
Igentagelse af Sirachs Ord (Kap. 7,26): Gift din Datter og giv hende en fornuftig Mand, saa har dugjort en god Gerning.
Christen Mikkelsen, der døde 1793, 71½ Aar gl., hørte til en kendt Bondeslægt paa Egnen. Han var Enkemand. Hans første Hustru døde 1763. Den anden Hustru, født 1752, død 1796, var datter af Kromanden Peder Justesen, der døde 1805, 93 Aar, efter at have staaet ved Skænken i det landskendte Krosted i 60 Aar. Om ham hedder det bl.a. i Digtet:
Brudens Fader rigtig kender
Folk fra alle Landsens Ender. (Rø4-)
Peder Justesen og Gertrud Laursdt var plejeforældre for den senere skoleholder i Bolle, Thøger Jensen Møller, der allerede i 15-16-års alderen var blevet forældreløs.
Jf. Rø4- (side 18f): Han finder da et Plejehjem i Hjallerup Kro hos de daværende Værtsfolk Peder Justesen og Gjertrud Larsdatter. Da der 2. Oktober 1765 var Bryllup i Kroen med en af døtrene [Anne Marie Pedersdatter], skrev han i taknemmelighed en Brudesang til hende og takker for, at hendes Forældre tog sig af ahm, da han i Konfirmationsalderen stod hjemløs. Det hedder i Digtet:
Et Par Ord De mig tillader:
Brudens kære Mor og Fader
Hused mig, da jeg for vild.
Den Tid var vor Brud kun liden.
O, hvor har dog Herren siden
Været mig og dennem mild.
De har nylig sat i Sæde,
Bopæl paa den sorte Hede,
Det saa mørk og ilde ud.
Jeg fløj som de vilde Ravne,
Vidste intet Steds at havne,
Men hvor trofast er dog Gud.
Han har naadig givet Brødet,
Hus og Hjem og Ven i Skødet,
Han har og velsignet dem.