Oluf Elifsen Vedfald

Ref:		Kilder: DBL-
Erhverv:		Gravør

Født:		(18--)

I familie med Jensine Kristine Ørtoft (1840 - 1908)

Skilsmisse:

Vielse: 1858

Notater

Kaldte sig Ole Veed-Fald Senior (forkortet sen.), sikkert på grund af den yngre broder. Var oprindelig uddannet Farversvend, men da han kom i tjenesten, blev han snart Korporal og så udtaget til at være Gymnastiklærer ved 3dje jyske Infanteri-Regiment i Ålborg. Hans broder Jørgen kom så i sin tjenestetid til at stå under ham. Efter soldatertjenesten, eller måske rettere, imens han var Gymnastiklærer, har han vel søgt en post i Ålborg som Politibetjent. Han blev ansat som sådan d. 1 Feb. 1832 og fortsatte med dette hverv til først i 1839. Som Politibetjent fungerede han nok også som Arrestforvarer. Han skulle efter sigende nok også i samme tid have været Toldbetjent. flytte 1839 fra Ålborg, da han blev ansat som Medhjælper ved Flakkebjærg Institut, hvor han skulle deltage i børnenes undervisning samt i den landøkonimiske virksomhed. han rejste derfra 1 Maj 1840 og flyttede så til København. I København var han kommen i forbindelse med J. A. Hansen og blev midlertidig Redaktør af dennes blade "Almuevennen" og Kjøbenhavns Amts landøkonomiske Tidende" imedens Hansen var under censur. I 1847 gjorde han så en udenlandsrejse, men datteren fortæller, at han var med i krigen 1848-50 og blev såret i den ene hånd. Kuglen gik igennem hånden ved tommelfingeren, og han fik en tidlang pension, men den blev senere taget fra ham ?. Han har med egen hånd skrevet således i sin bibel. "1847 d. 12te August forlod jeg frivillig Danmark og blev omtumlet i England og Tyskland, indtil jeg efter et halvtredieaarigt Ophold i Lüneburg vendte tilbage til Danmark igjen og fandt min Familie velbeholden ved Guds særdeles Naade (d. 4de Juni 1851 i Aalborg)." Hvis han virkelig havde været med i krigen, kunde man jo fristes til at tro, at han havde kæmpet på tysk side. Men da han den gang var over 42 år, og ikke selv skriver noget om sit Soldaterliv, er dette modstridende oplysninger. Efter separrationen fra sin 2 kone begynder Ole 1 Mar. 1861 sit omflakkende liv i jylland, og dette liv fortæstter han så til han slår sig ned på Agerskov Hede, da han bliver gift med Ane Understrup. Det er dog besynderligt at han bliver borgerlig viet med hende allerede d. 13 Feb. 1864, altså 4 år før det forrige ægteskab bliver ophævet. At Ole betragter dette ægteskab som slut, kan man forstå, men at Herredsfogeden kunne foretage denne vielse, uden papirerne var i orden, ser mærkeligt ud. På disse sine vandringer ernærer han sig som Signetstikker og Kunstklinker (han kalder sig selv Gravør)
Konverterede til Baptismen, blev senere Seperatist, har skrevet flere hæfter med stærk religiøst indhold, hvoraf flere er blevet udgivet. heraf kan bla. nævnes.
"En Proces imod Mormonerne, Aalborg 1852."
"Mormonsk Non plus ultra. Aalborg 1855."
"En liden randsagning i den Hellige Skrift om Daaben. Aalborg 1856"
"En Lommekikkert til at betragte det Himmelske med. Aalborg 1858"

Da han døde, (han døde på datterens fødselsdag) ville Præsten ikke have noget med begravelsen at gøre, der blev derfor ikke kastet jord på ham, der blev ikke ringet med kirkeklokkerne, og der blev ikke sagt et ord ved graven. Lærer Søndberg i Karup sang over ham, og der var kun 1 vogn og enkelte folk i ligfølget. I Skifteprotokollen på Herredskontoret (Herning ?) findes indført følgende: Aar 1873 d. 5te juni anmældte Husmand Jens Nielsen af Hestlund Hede, at Husfæster Ole Elvesen, 65 Aar gl., ligeledes af Hestlund Hede, d. 3dje dennes er afgaaet ved Døden. Enken agter at hensidde i uskiftet bo. Den afdøde efterlader sig 3 myndige og en umyndig Arving. Iøvrigt intet at Skifte.

Brev fra Ole til hans kone Ane:

Alvorligt og mørkt er Humøret, nu vel,
jeg vil det dog trodse, forsøge mit Held,
med Sang jeg begynder, det letter mit Sind,
jeg fanger nok Lykken, jeg véd, hun er blind.

Med Randsel og Stav bestandig gaar frem,
som Vandrer med Tanken om kjære Hjem,
og ser saa mange Egne, og mangt ser jeg med,
men straks maa jeg fremad til andet Sted.

I Dalen, der slynger sig Stien saa skjøn
med Blomster ved Siderne, højt og i Len,
de spire saa frodig, de dufte saa rart,
men fremad maa Vandreren, det er klart.

Nu : ser han i Lunden en Hytte bygt,
Mod umilde Vinde den staar saa trygt,
han synes om Pletten, han sætter sig ned,
men straks maa han fremad til andet Sted.

En god lille Pige tiltaler ham her:
"Velkommen, du Vandrer, du er os kjær,"
hun fatter hans Haand og i Øjet set,
men Vandreren har ingen Stunder mer.

Han kommer i Selskab med Folk af hver Stand,
om Tiden er Talen hos Mand og Mand,
men Gjerrighed møder, og Gjæstfrihed med,
dog Vandreren har intet blivende Sted.

Blandt Lægfolk og Lærde er Tanken kun en,
til timelig Vinding man sjælden er sen,
selv Præsten han er som den kalkede Grav,
men Vandreren støtter sig frem ved sin Stav.

Naturen ham glæder, den vidner om Gud,
og Livets Forfængelighed om hans Bud,
vil Vandreren tale om det og Guds Fred
i Kristo, han har intet blivende Sted.

Selv Kunsten har mangt, som en Vandrer faar kjær,
tiltaler ham Skjønhed. det er dog ej sær,
men nøje betragtet, det findes derved,
at Vandreren har intet blivende Sted,

Naar Aftenen kommer, han søger et Læ,
hver Mand har Omhyggelighed for sit Kræ,
men kommer en Vandrer til Mennesker - hør!
han ofte kun finder - den laasede Dør.

Thi længes den trætte nu ret efter Ro,
hans Tanker er derfor en hjemlig Bo,
hvor han sine Dage kan leve i Fred
og nyde et Huslivs Behagelighed.

Hvad vilde dog Huslivet være galant,
naar Manden i Konen Veninden fandt,
naar Manden og Konen af Had er betændt,
da er det med ægteskab usselt bevendt.

Men naar i Samdrægtighed begge gaa frem,
da intet er herligt som kjære Hjem,
naar Manden og Konen hinanden har kjær,
en Himmel i Hjærtet har hver især.

Men nu er det Himmelens herlige Sag
at yde hinanden hvert muligt Behag,
de nøjes med lidet, ej Mængden det er,
der udgør vor Lykke - det Nøjsomhed er.

Og ej er det himmelsk at fordre, især
en liden Opofrelse meget er værd,
af Hjærtet at ville, om man det ej kan,
det Himmelen tager for Gjærningen an.

Og naar man saa stræber af yderste Flid,
da lykkes det vistnok I rette Tid,
vort Liv er en Prøvelse - aldrig forsagt,
det giver I Modgangen største Magt.

Men hvad gi'r en Synder slig Trøst og slig Fred?
ej andet end Herrens AIkjærlighed,
Gud bærer til Støvet, som fast paa ham tror
en Kjærlighed, som har ej Mage paa Jord.

Op derfor, mit Hjærte, ret Øjet derhen,
skal her du end vandre foruden Hjem,
din Vandring har Ende, før du det véd,
en Hvile er visselig for dig bered.
(Løven.) 0. L. E.
D. 2den August 1859 i Nykjøbing i Jylland.

<< Startside

Lavet af MinSläkt 3.1b, Programmet tilhører: Poul Lynge Johansen