Iver Nielsen Rotfeld

Iver Nielsen, der må antages at være født omkring 1390, var gift med en datter af den Ingerd Jepsdatter, der i et dokument fra 1440 betegnes som enke efter væbner Niels Pallesen (Vognsen) af Stenshede.
Forfatteren Thiset anfører i Rotfeld-stamtavlen i Danmarks Adelsaarbog 1912, at Iver Nielsen (Rotfeld) muligvis var en søn af Niels Jensen (Rotfeld) af Vinkel, der nævnes første gang 1346, og som muligvis har været en søn af den Johannes Koll (Rotfeld), der nævnes første gang 1343, men rent kronologisk er det vanskeligt at få dette til at passe. Der kan dog ikke herske megen tvivl om, at Iver Nielsen (Rotfeld), var et barnebarn eller oldebarn af Hr. Niels Torstensen (Rotfeld), der 1324 endnu nævnes som væbner, men som senere blev ridder. Om denne beretter Fru Sophie Brahe i sin slægtstavle, at han efter faderens død skiftede med sin bror Hr. Ud Torstensen, således at broderen overtog familiegodset Bratskov i Øster Han Herred, medens Niels Torstensen (Rofteld) beholdt Fristrup med mere gods og friheder i fjorden. For at Niels Torstensen (Rotfeld)s lod og hovedgård kunne forbedres, foretog begge brødre et mageskifte med Stivels Kloster, således at Stivel med tilhørende ejendomme i Torslev sogn skulle tilhøre Niels Torstensen (Rotfeld), bortset fra noget gods i Landager og Kokkedal, af hvilket gods siden Kokkedal blev bygget, medens det gods, som de to brødre havde ejet på Øland, blev overdraget klostret. Niels Torstensen (Rotfeld) var en søn af Torsten Vilde til Bratskov og Fristrup, kaldet Vilde, fordi han var så kortsindet. Han vides igen at have været en søn af Brod Ingesen til Bratskov, der siges at have fået Svenstrup Skov til skødet af Fru Sophie, Peder Ebbesens.
Slægten Rotfeld er en ældgammel jydsk adelsslægt, der efter kong Frederik 1's henstilling til den danske adel om antagelse af faste slægtsnavne antog navnet Rotfeld efter slægtsvåbnets bundfarve. Våbenskjoldet bestod nemlig af et rødt felt med tre sølv-ibskaller og på hjelmen to svanehalse som holdt en guldring med en blå sten. (sMø-).
Bratskov i Brovst Kommune, Øster Han Herred, Nordjyllands amt, er en ældgammel herregård, hvis ældste historie naturligt nok fortoner sig i sagnenes verden. Her boede på Valdemar Sejrs tid eller endnu tidligere en ridder Ove Drost, ifølge et sagn, som allerede Anders Sørensen Vedel omtaler i sin berømte samling fra 1591 af et hundrede udvalgte danske viser. Ove Drost blev under dramatiske omstændigheder tilkaldt af en snedig og modig bondekone og fangede derved hele tolv røvere på en gang, og derom digtedes siden folkevisen "De røvere ligger for norden skov". Sagnet er blevet fortalt i flere variationer helt op til nutiden. Røverne skulle have boet i Sandelsbjerg, vestligst i Vildmosen, og bondegården, som de overfaldt, var den nærliggende Toftegård.
Et andet sagn, som også har overlevet frem til vore dage, går ud på, at Bratskov blev opbygget, efter at en anden borg, "Brattingsborg", var sunken i Nørøkse sø. Ved midten af 1700-tallet fortaltes det, at rester af tag- og mursten og stenbroer endnu kunne ses på søens bund. Siden blev et vandresagn, der også fortælles om mange andre søer (bl.a. Hendrik Sø ved Tingskoven), knyttet til sagnet om den sunkne borg i Nørøkse sø. Borgens sidste, ugudelige ejer ville drive spot med præsten og sendte bud efter ham under påskud af, at et menneske var meget sygt og ville berettes. Præsten kom da kørende til borgen, men opdagede snart, at det var en gris, der lå i sygesengen. Han gik da straks til sin vogn og bad karlen køre bort, og da blev der efter dem en stor sø at se, lige så langt borgens ejendom rakte. Der var intet at se af borgen, kun så man, at efter præstens vogn kom bordpladen sejlende med bogen, som præsten havde lagt derpå. Derefter blev så Bratskov bygget, og - føjer Tang Kristensens meddeler til for snart 100 år siden - "de fortalte i Bratskov, at der var en gammel beskrivelse i gården om dette her".
Forlader vi sagnene og prøver at finde nogle holdepunkter i virkelighedens verden, som fortæller om den gamle gård, er det rimeligt først at se på selve navnet Bratskov. Det skrives i de ældste skriftlige kilder altid "Brovst skov" og svarer således tydeligt nok til "Svenstrup skov" lidt længere mod vest, hvor senere Nørre og Sønder Skovsgård blev bygget. Der kan ikke være tvivl om, at et stort skov- og sumpområde i oldtiden og måske også i den første historiske tid har strakt sig gennem den nordlige del af Øland og Brovst sogne og videre vest på ind i Ø.Svenstrup sogn. Det fortæller både overleveringerne og adskillige stednavne med "skov", samt den kendsgerning, at området næsten fuldstændigt mangler oldtidsfund og oldtidshøje efter slutningen af den ældre stenalder, "jægerstenalderen".
Vi mangler helt konkrete oplysninger om, hvornår der først er blevet bygget i "Brovst skov", men det må være sket i den ældre middelalder. Allerede dengang boede nemlig en adelsslægt her, hvis historie i flere hundrede år var knyttet til denne herregård. I middelalderen bar slægten ikke noget slægtsnavn, men efter at Frederik I i 1526 henstillede, at alle adelige antog slægtsnavne, fandt den på at anvende det tyskklingende navn "Rotfeld" med hentydning til, at slægtens våben var tre sølv-muslingeskaller i et rødt felt. Det blev i virkeligheden kun den sidste mand af slægten, som anvendte "Rotfeld"-navnet, måske er det også ham, som har opfundet det, han var vistnok stærkt orienteret mod det tyske.
Da gårdens ejer i 1483 får stadfæstet dens jordtilliggende, erklæres det, at hans forfædre i mere end 100 år havde ejet denne gård, og andetsteds påstås det, at han skulle have været den 23. eller den 24. mand af slægten med ibskalle-våbnet, som har boet på Bratskov. Det må nu nok være noget overdrevet, men sikkert er det, at slægten Rotfeld hele middelalderen igennem var så fast knyttet til Bratskov, at slægtens og gårdens historie i disse århundreder ikke lader sig adskille. (PRC1-).