Jens Nielsen

Ref:		Kilder: DA1905-PVC1-
Far:		Niels Jensen ((13--) - )
Mor:		Helene Olufsdatter Saltensee af Tystofte ((13--) - )

Født:		(13--)
Boede:		Låstrup, Låstrup sogn, Viborg amt

I familie med NN Johansdatter? ((13--) - )

Børn: Mads Jensen Munk ((13--) - )

Notater

Jens Nielsen i Låstrup, udstedte 1379 med sin broder Christiern genbrev til St.Hans Kloster i Viborg på 2 gårde i Låstrup, var 1391 med samme broder og med Tyge Torbernsen (Munk) medudsteder af et vidne af Gislum herredsting, alle tre førende en vinrankebelagt bjælke, ligeledes alle tre 1394 under et vidne af Års herreddsting og 1396 af Slet herredsting, skrev sig 1401 af Visborg i et vidne, han med sine nævnte to frænder udstedte af Rinds herredsting, tilskødede 1406 sammen med Peder Mortensen (Galskyt) Dronning Margrethe alt det gods, som de havde af Johannes Ferkes hustru og sønner, var 1 Sep 1408 nærværende på Viborg landsting. (DA1905-). (Se også under faderen Niels Jensen til Keldebek og Laastrup).
Jens Nielsen af Visborg og Næsborg:
Han skrev sig fra 1401 af Visborg (Hindsted herred) og i 1404 af Næsborg (Slet herred), han havde altså gods i begge landsbyer. Der er ingen efterretninger om, at han havde arvet gods på disse to steder af sin far. Der er stærke tegn på, at han giftede sig til det. Således varetager han i 1406 enken, fru Inge Ferkes interesser, da hun afhænder alt sit gods i Hellum og Hindsted herreder til dronning Margrethe. Hun var enke efter væbneren Johannes Ferke. Jens Nielsens rolle er saaeadan, at det er rimeligt at antage, at han var gift med en datter af Johannes Ferke og fru Inge. Kendt er han som stamfar til den adelige Munk-slægt på Visborggård, hvor især hans sønnesøn, Jens Madsen, blev en veletableret og anset herremand og ridder (død 1501). I landsbyen Visborg blev altså formodentlig en væbnergård til en hovedgård i løbet af et par generationer.
Mindre kendt er Jens Nielsens gods i Næsborg. Og dog gemmer der sig et spændende stykke socialhistorie i to korte sætninger, som Trap anfører om denne landsby. De lyder således: "En adelsmand Jens Nielsen af Næsborg nævnes 1404. 1568 omtales Anders Vinters børn i N." Det er nok den kortest mulige version af historien om et stort væbnergods, som i løbet af 1400-tallet blev til et storbondekompleks (se nedenfor).
Her kunne forsåvidt godt være opstået en hovedgård, men nu blev det i 1500-tallet storbonden Anders Vinters gods, og først efter hans død ca. 1565 blev det delt op i en række selvejergårde og fordelt mellem hans børn, og under hans børnebørn i 1600-tallet deltes det yderligere.
Visborg og Næsborg som oprindelige væbnergårde, der får vidt forskellig udvikling, er gode eksempler på senmiddelalderens forskydninger. Der behøver omkring 1400 ikke at have været større forskel på de to steder. Der var tale om to besiddelser; sikkert to væbnergårde, af hvilke den ene, som nævnt, blev en adelig hovedgård. Det kom bl.a. til udtryk ved, at slægten ikke mere skrev sig af Visborg, men af Visborggård. Det ser ud til, at det især var Jens Nielsens søn og sønnesøn (død 1501), der gjorde Visborggård til det, vi forbinder med stedet. Det vil sige, det stemmer heller ikke, for allerede omkring 1530 gik Visborggård ud af Munk-slægten og overgik til Seefeld-slægten. Den prægtige hovedbygning blev således opført 1575-76 af Jakob Seefeld.
En storbonde i Næsborg
Historien om Næsborg tror man først rigtigt på, når man har læst Slet herreds tingbøger fra i 1600-tallet, suppleret med Viborg landstings dombøger; og har læst de i tingbøgerne indførte dokumenter; som tilsammen rækker tilbage til før 1465. Det har jeg redegjort for i en selvstændig artikel, hvori jeg bl.a. redegør for den direkte slægtsforbindelse fra Næsborg-Winther-slægten i 1600-tallet tilbage til storbonden Anders Vinter i 1500-tallets Næsborg (død ca.1565) og fra denne tilbage til hans farfar; væbneren Anders Plogmand. Han levede i Næsborg i begyndelsen af 1400-tallet, hele vejen knyttet til det samme betydelige selveje, som må være identisk med det, som Jens Nielsen Munk skrev sig til i 1404. Anders Vinters selveje på 9 gårde er ganske simpelt det eneste i Næsborg, der matcher et væbnergods. Det må via en datter (måske en sønnedatter) af Jens Nielsen være kommet til væbneren Anders Plogmand (som førte sin mors slægtsnavn, og hvis far var en Vinter fra Mors), som i løbet af 1400-tallet må have mistet sin "frihed", antagelig fordi den gik i glemmebogen ved at væbnertjenesten fra stedet ophørte.
Faktisk er der i Kallundborgske Registratur nævnt en "N. Jensön", som har en af de andre Næsborg-gårde, nemlig én, der hører under Brøndumgård, i pant "for en brun hest", som der står. Han kan være en ellers ukendt søn af Jens Nielsen Munk, som altså har penge til gode i fallitboet Brøndumgård. Mærkeligt nok indeholder Jens Nielsens slægtstavle i DAA ingen søn ved navn Niels.
Jens Nielsens adelige efterslægt på Visborggård uddøde som nævnt omkring 1530, mens storbondeslægten i Næsborg lige siden har bredt sig ud over hele Himmerland. Mange af dem fik i øvrigt navnet Munk, men det kom af ægteskabelige forbindelser med Munk (også med vinranken) af Havbro i 2. halvdel af 1500-tallet.
Fra Kølby til Østjylland
Christiern Nielsen til Kølbygård blev allerede i 1407 ridder, og hans søn, Niels Christiernsen, fortsatte linjen opad, han giftede sig med en søster til den magtfulde Århus-bisp Jens Iversen (Lange), hvad der gav gode forbindelser; og han nåede da også som rigsråd ind i de cirkler; hvor væsentlige beslutninger blev taget. At han ydermere fik Århus-bispedømmets gård, Østrup ved Randers, i forlening, kunne han naturligvis takke svogerskabet for.
Efter dette højdepunkt sank denne gren af Munk-slægten ned på det mere beskedne sociale niveau, hvor det bliver sværere at følge deres spor og i det hele taget at lokalisere dem. Rigsråden havde 4 børn, af hvilke datteren, Johanne Nielsdatter, blev gift med Oluf Mortensen til Hastrup (Vejle amt, ved Brande), et godt parti, eftersom han blev rigsråd og landsdommer i Viborg. Hendes personlige litterære bedrift overgår i øvrigt alt, hvad de andre af hendes slægt har præsteret, nemlig det værk fra ca. 1500, som er kendt som "Johanne Nielsdatters tidebog".
Den ældste søn af Niels Christiernsen, Christiern Nielsen, blev gejstlig, i 1476 nævnt som kannik, i 1481 som provst i Århus.
En anden af sønnerne, Niels Nielsen, overtog den fædrene hovedgård Kølby, men han kendes mest fra pantsætninger af gods i 1488 og 1491 til biskop Niels Glob i Viborg, til hvem han i 1492 også solgte Kølbygård. Efter at gården i henved hundrede år havde været basis for denne gren af Munk-slægten, som efter en opstigning til rigsrådklassen havde måttet athænde den, blev den snart efter ved reformationen krongods, for senere igen at gå op i andet gods på egnen (Krastrup). (PVC1-).

<< Startside

Lavet af MinSläkt 3.1b, Programmet tilhører: Poul Lynge Johansen